Bier

Honningbien (Apis mellifica) er en af de meget få insekt arter, som mennesket har gjort til husdyr. Allerede de gamle ægyptere havde bikuber for 5.000 år siden. Deres betydning som blomsterbestøvere har man længe været klar over, og honningen har altid været eftertragtet.

Honningbi, naturlig størrelse 10 – 12 mm.

Honningbiens biologi

Honningbierne lever i samfund med en meget højt udviklet organisation. Samfundet lever videre år efter år og kan tælle 10 – 20.000 individer. Det består af én dronning samt et stort antal arbejdere og hanner. Dronningen er den centrale skikkelse. Hun bliver til stadighed fodret og plejet af arbejderne og koncentrerer sig om at producere sine op til 2.000 æg om dagen.

Det arbejde, den enkelte arbejderbi tager sig af, hænger i store træk sammen med, hvor gammel den er. Den nyklækkede arbejderbi vil de første par dage bruge sin tid på at gøre rent i boet, og så kommer en periode, hvor den passer og fodrer larverne, og derefter går den over i byggefaget. Voks produceres fra særlige kirtler på bagkroppens underside, og det bruger bien til at bygge nye celler med.

Ud over dette tager den sig af det hjembragte blomster støv og nektaren. Den sidste del af til værelsen tilbringes som samlebi med at hente forråd til huse.

Af og til danner sådan et honningbisamfund “aflæggere”. Arbejderne bygger nogle særligt store celler, hvor der bliver opfostret nye dronninger. Bierne er kun indstillet på at have én dronning i boet, så i de fleste tilfælde vil den gamle dronning udvandre, når der klækker en ny. En del af samfundets individer følger hende som en sværm og grundlægger et nyt samfund et andet sted.

Honningbiens bolig

Bisværme indfanges ofte af en biavler, som stiller et stade til rådighed for bierne. De kan dog også grundlægge deres bo i hule træer eller i sjældne tilfælde i en hulmur eller under et tag.

Et bibo i hulmuren vil betyde, at der på solskinsdage vil være et fantastisk leben ved hullet i muren. Nogle bier myldrer ud, mens andre vender hjem tungt lastede og med store klumper af blomsterstøv på bagbenene.

Ved hullet sidder der dog hele tiden bier, som holder øje med trafikken, og som undersøger dem, der vender hjem. Det er særlige vagtbier, som sørger for, at kun boets egne beboere får lov til at passere. Vagtbierne kan tilkalde forstærkninger, hvis det bliver nødvendigt.

Man skal holde sig i nogle meters afstand, når man kigger på bierne, og selvfølgelig ikke stille sig lige i biernes flyveretning. Selvom de bier, der har været avlet gennem mange generationer, er blevet forbløffende fredelige, kan de godt blive stikkelystne

Hvordan bekæmper vi honningbier?

Hvis boet er tilgængeligt, destruere vi det med det samme. Ellers sprøjter vi boet, hvorefter det vil være forladt i løbet af et par dage.

Vi kører i hele Jylland.