Bekæmpelse af honningbier

​Honningbien (Apis mellifica) er en af de meget få insekt arter, som mennesket har gjort til husdyr. Allerede de gamle ægyptere havde bikuber for 5.000 år siden. Deres betydning som blomsterbestøvere har man længe været klar over, og honningen har altid været eftertragtet.

Honningbi, naturlig størrelse 10 – 12 mm.​​

Honningbiens biologi

Honningbierne lever i samfund med en meget højt udviklet organisation. Samfundet lever videre år efter år og kan tælle 10 – 20.000 individer. Det består af én dronning samt et stort antal arbejdere og hanner. Dronningen er den centrale skikkelse. Hun bliver til stadighed fodret og plejet af arbejderne og koncentrerer sig om at producere sine op til 2.000 æg om dagen.

​

Det arbejde, den enkelte arbejderbi tager sig af, hænger i store træk sammen med, hvor gammel den er. Den nyklækkede arbejderbi vil de første par dage bruge sin tid på at gøre rent i boet, og så kommer en periode, hvor den passer og fodrer larverne, og derefter går den over i byggefaget. Voks produceres fra særlige kirtler på bagkroppens underside, og det bruger bien til at bygge nye celler med.

​

Ud over dette tager den sig af det hjembragte blomster støv og nektaren. Den sidste del af til værelsen tilbringes som samlebi med at hente forråd til huse.

Af og til danner sådan et honningbisamfund “aflæggere”. Arbejderne bygger nogle særligt store celler, hvor der bliver opfostret nye dronninger. 

Bierne er kun indstillet på at have én dronning i boet, så i de fleste tilfælde vil den gamle dronning udvandre, når der klækker en ny. En del af samfundets individer følger hende som en sværm og grundlægger et nyt samfund et andet sted.